Det er en smuk og klar aften i April. Den sidste sol falder på træer og huse i den idylliske by, Grenå.  Jeg går fra stationen med spænding i kroppen. 

Ikke bare skal jeg lave min første anmeldelse, jeg skal også se et band, jeg i mange år har hørt på cd, danset til og følt mig fri til. Samt en sangerinde jeg virkelig ser op til, både for stemme og personlighed. Et band der emmer af nostalgi og hippiekultur.

Salen i pavillonen er fyldt, og størstedelen af publikum er i pensionsalderen. Jeg undrer mig over, der kun er et par unge mennesker. Men tænker at det manglende dansegulv og den høje billetpris måske er med til at holde de unge væk.

Jeg sidder spændt og venter på at se et af mine største sangidoler live for første gang. Først da bandet går på, går det op for mig, at hele besætningen, undtagen Anisette, er skiftet ud. Bandet består udelukkende af unge mennesker. Jeg er en smule skeptisk, da jeg har svært ved at tro, de kan levere den rigtige lyd. Men jeg prøver at være åben.

Anisette fylder hele salen ud med sin kraftige karisma. Med bare fødder, store smykker, pynt i håret og det klassiske store hår der dækker lidt af øjnene, fastslår hun, at hendes budskab og ungdommelige frigjorthed ikke har ændret sig gennem årene. I en spraglet sommerkjole med blomster i gule og brune nuancer, som hun i andet set skifter ud med en rød, ligner hun en 24 årig danserinde fra Hawaii. Hendes sorte krusede hår og yndefulde krop smyger sig let rundt på scenen i en vidunderlig intuitiv dans og gør det svært at sidde stille og bare være tilskuer. Hun er slank og i god form. Hun kan danse, selv når hun står stille. Hendes krop er hele tiden i samspil med musikken. Og hun er mere fri og uhæmmet i sin dans, end vi andre når vi danser alene hjemme i stuen.

Med hendes stemme beviser Anisette, at hun ikke er en 24 årig nymfe. Indeni gemmer sig en troldkvinde med en sådan kraft, at man kun kan nære en dyb respekt for denne kvinde. Teknisk er hun en virkelig dygtig sangerinde. Hendes hæshed får aldrig lov at tage helt over. Hun bruger den og slipper den, når det er nødvendigt. Hun tager den til det yderste, men knækker aldrig over eller viser svaghed i stemmen. Hun viser ingen tegn på aldring. Jeg finder hendes stemme mere kraftfuld, end jeg har hørt på cd.

  Hele koncerten er Anisettes musical. Hun lever sig så meget ind i det med krop og stemme, at jeg overvældes af de følelser, hun udtrykker. Kun få gange træder hun ud af rollen og har direkte kontakt med publikum. Hun lever sig helt ind i teksterne, bruger kroppen hele vejen igennem, og hun er en vulkan af følelser. Jeg kan mærke budskabet; Håbet, smerten, hånden der rækker ud efter retfærdighed.

Efter første nummer sætter Anisette sig i skrædderstilling forrest på scenen og byder velkommen til publikum. Hun siger med hæs stemme, at det er godt at være tilbage, og at det denne gang er på den helt rigtige årstid, de er kommet.

Og så kan ceremonien fortsætte. De starter ud i den stille afdeling og fortsætter med et lækkert rytmisk nummer. Jeg kender ikke mange af sangene, men fornemmer at det er meget blandet og selvfølgelig nogen fra den nye plade Universal Daughter. Da de spiller Wild Child, et fantastisk nummer fra 1973, er jeg helt oppe på dupperne. Men jeg ærgrer mig meget over, at jeg ikke kan hoppe og juble og vise min entusiasme.  I stedet sidder jeg og bliver halvstiv i kroppen, mens jeg synger med indeni mig selv og fastslår, at en rockkoncert ikke skal opleves fra et sæde på 20. række.

Trommeslager Anders Holm og organist Palle Hjort er godt med. De er glade og har kontakt med hinanden internt i bandet. Jeg læser deres ansigtsudtryk og fornemmer, at de bare nyder at spille de her sange. Guitarist Rune Kjeldsen spiller godt og er med, men han mangler kant. Jeg savner noget mere personlighed i hans spil. Bassist Anders Christensen er også godt med, men han har desværre en hat på der får ham til at ligne en amatør-bluesmusiker på en bar.

De to korsanger Naja Rosa Koppel, datter af Anisette og Thomas Koppel, og Amina Carsce Nissen er velvalgt stemmemæssigt. De har en god soulet bund, og de er dygtige sangerinder. De ser ud til at være påvirket af Anisettes frigjorthed og danser lidt afslappet med, men de virker samtidig generte og tager ikke fokus på noget tidspunkt.

Koncerten når sit klimaks, da de spiller flere numre i træk med glidende overgang. Her får hver enkelt musiker plads til en solo. Og organisten viser, at han sagtens kan levere varen. Han viser engagement og bruger hele kroppen i en storslået leg med tangenterne. Trommeslageren slår igennem med sin charme og spiller ligeledes en perfekt solo. ”Byen sover” vækker nostalgi, stemningen stiger, og jeg nyder den velkendte melodi. De fortsætter med en lækker version af Dear little mother, hvor Anisettes stemme virkelig tager fylde og lyder langt bedre end på pladen Dødens Triumf fra 1972, hvor hun kun var en nylig udklækket sanglærke på 23.

Da koncerten er slut, har jeg en blandet fornemmelse i maven. Jeg føler, jeg er blevet påvirket i mit følelsesregister af Anisettes power. Og samtidig er jeg uforløst, idet jeg ikke fik lov at danse og synge med, være en del af ceremonien. Jeg vil allerhelst høre dem i Thylejren en varm sommerdag i solnedgangen, hvor jeg selv kan danse rundt med bare tæer og skråle med på Wild Child og alle de andre. Jeg forstår, hvorfor der ikke er så mange unge, men synes det er ærgerligt, da musikken i høj grad appellerer til unge, og bandet er et godt forbillede for opstartende musikere der leder efter den gode lyd og det rigtige liveband midt i mediernes brug af kunstige stemmemaskiner, computerlyde og det overfladiske, lyttervenlige tekstunivers, hvor det gode, medmenneskelige budskab mangler.

Jeg er positivt overrasket over det nye unge Savage Rose band. De har formået at bevare den gamle lyd og give den et frisk pust. De har en god energi, et fantastisk sammenspil, og man kan se på dem, at de nyder det. De spiller godt op til Anisette, lader hende fylde, men kan også tage over og give den gas, når de skal. Dynamikken og de store skift i stemning og niveau er i høj grad en af Anisettes styrker. Jeg fremhæver organisten og trommeslageren, da de har et enormt potentiale. Og dem er jeg sikker på, vi kommer til at se meget til fremover på den danske musikscene.

Anisettes dans og sang vidner om, at de gode hippieidealer og det ægte kunstneriske udtryk ikke er glemt. Hun holder fast i forbindelsen til moder jord og budskabet om fred og frihed. Hun står fast, hviler i sig selv og lader sig ikke kue af udefrakommende ønsker om et nyt og moderne udtryk. Hvilket bestemt ikke betyder, at der ikke er sket noget nyt. Nye sange, nyt band og en stærk udvikling af hendes eget udtryk og stemme. Hun gør det, hun er bedst til. Og ingen andre kan gøre det som hende. Anisette er uden tvivl Danmarks bedste rocksangerinde.

Kommentar

Søg RSS

3.26 Copyright (C) 2008 Compojoom.com / Copyright (C) 2007 Alain Georgette / Copyright (C) 2006 Frantisek Hliva. All rights reserved."