Anmeldelse af Boat Man Love, Fatter Eskil 02.04.2010
Senest opdateret den Tirsdag, 30 November 1999 02:00 Skrevet af Kristian Krog Tirsdag, 06 April 2010 04:32
Anmeldt af Kristian Krog
FORÅR I LUFTEN
Der er langfredag og der er en uomtvistelig stemning af forår i luften. Udenfor sidder cafégæster med åbne jakker under terrassevarmere, og indenfor på Fatter Eskil er det allerede sommer.
Temperaturen er som på en græsk ferieø og det dugger på ruden … der er nemlig totalt udsolgt til koncerten med Boat Man Love feat. Henrik Hall. Der er ikke en cm2 ledig på det gode gamle spillested, og forventningsfulde musikelskere fra nær og fjern venter spændt … koncerten er nemlig én af kun fire eksklusive release-koncerter hvor gæstesolist, DJ og ven af bandet Henrik Hall kommer på scenen. ’The Sweet Rush And The Price To Pay’ er et mini-vinyl album der er årsagen til denne release tourné.
DET STARTER GODT
Allerede inden vi er kommet i gang er stemningen der. Allan Østerdahl varmer op og imponerer voldsomt denne anmelder! Med en meget velklingende og nærværende vokal og sublimt guitarspil, præsenterer han os for sin sangskat. Jeg er så heldig at vende hjem med et stykke af hr. Østerdahl, i form af hans nye cd ’Time & Tense’. Hvis bare indspilningerne har halvdelen af den stemning vi blev forkælet med, vil cd’en nok sidde i mit anlæg den næste måneds tid.
TIL STEDE
Fra første tone fornemmer man det: Bandet er i den grad til stede! Indlevelse, spilleglæde, gejst og en enorm positiv energi flyder ud af højttalerne og over scenekanten. Fra en plads på gulvet kun en halv meter fra scenen overværer vi en flok veloplagte drenge, der spiller fra hjertet og sjælen. ’Hvorfor går jeg ikke til den slags koncerter hver fredag?’ er det første der falder mig ind, og man kan vel se det på mig, os, ja, alle blandt publikum vugger, nikker og smiler. Musikken kan mærkes i maven … Den solide bund er simpelthen fantastisk, og skabes af en utrolig veloplagt Johan Lei Gellett på trommer og ikke mindst bassisten Troels Skjærbæk. Helt særlig er naturligvis frontman Lars Skjærbæk, der hiver den ene ’skramlede’ guitar efter den anden frem fra skabet, og sender vellyd ud over os. Det er vaskeægte rock-energi der fylder rummet, og alle må siges at være revet med. Gæstesolisten Henrik Hall går på scener og tilføjer mundharpens klang til lydbilledet. Efter min mening gør det ikke musikken bedre, men det er et sjovt pust i setlisten. Publikum går glade hjem fra sommerland, varme efter en hed aften, og med musikken i hjertet og maven … tak for en god koncert!
Boat Man Love:
Lars Skjærbæk – Vokal, guitar
Søren Koch – Guitar, kor
Johan Lei Gellett – Trommer
Troels Skjærbæk – Bas, kor
| Kommentar |
|
Kun registerede brugere kan skrive en kommentar!
Powered by !JoomlaComment 3.26























