Anmeldelse af Boat Man Love, Fatter Eskil 02.04.2010
Senest opdateret den Mandag, 05 April 2010 10:06 Skrevet af Kian Mejdal Mandag, 05 April 2010 10:05
Af Kian Mejdal
”Danmarks bedste backingband”...
Sådan har Michael Falch tidligere omtalt Boat Man Love, som til daglig er fast backingorkester for Falch'en, når han betræder de skrå brædder rundt i det ganske land. Hvorvidt Boat Man Love rent faktisk er landets bedste backingband, er selvsagt svært at vurdere, da man som sådan ikke kan konkurrere i netop den disciplin. Der skal dog ikke herske tvivl om, at den københavnske kvartet bestemt er blandt landets mest velspillende orkestre, som bestemt sagtens kan begå sig uden den gamle Malurt-sanger.
Det er i hvert fald den følelse denne anmelder forlod Fatter Eskil i Århus med efter aftenens koncert, hvor et veloplagt Boat Man Love underholdte på det tætpakkede spillested i ca. halvanden time. Omvendt kan man sige, at de herrer Lars Skjærbæk, Troels Skjærbæk, Søren Koch og Johan Lei Gellett i efterhånden mange år har været en stor del af den fremtrædende danske musikscene, hvor de på kryds og tværs har spillet med nogle af landets førerende bands og solister, så det er næppe den store overraskelse, at de kan deres kram.
Nærmest listende på scenen startede de fire musikere denne aften ud med den stille The Sweet Rush And The Price To Pay fra bandets nye seks nummer lange EP af samme navn. Ganske udmærket startnummer der langsomt byggede momentum op til resten af koncerten. Herefter fulgte A Crime Being Me og endnu et nummer fra den nyeste udgivelse.
Det var dog først da Bette Noire bragede ud af højtalerne som det fjerde nummer, at der for alvor kom gang i sagerne. Boat Man Love er nu engang bedst, når de slipper håndbremsen og lader den støvede amerikanske highway rock drøne ud af Route 66, og det var bestemt tilfældet i Bette Noir fra bandets andet album Black On Blue fra 2007.
Henrik Hall løftede stemningen på Fatter Eskil yderligere, da han, bevæbnet med sin legendariske mundharpe, trådte på scenen til My Pretty Blue og efterfølgende deltog i de to næste numre, hvor han endda i det sidste overtog erhvervet som forsanger og sammen med bandet leverede en fremragende version af The Yardbirds' gamle nummer, Heartful Of Soul. Desværre var lyden på Halls mundharpe lige lovlig lav i forhold til resten af instrumenterne, hvorfor publikum til en vis grad blev snydt for hans letgenkendelige og drømmende harpespil.
Herefter gik bandet lidt ned i tempo og gjorde plads til et par numre i den lidt mere afdæmpede afdeling. Et par numre fra den lidt mere mellembløde afdeling, men bestemt skal fremhæves Happy fra bandets første album, Thousand Dreams Behind, fra 2005, som blev leveret med svingende træfsikkerhed. Blandt andet her skinnede det virkelig igennem, at det er teknisk meget dygtige og scenevante musikere, der udgør konstellationen i Boat Man Love.
Det nye nummer, Who Will You Love If You Don't Love Me, indledte første del af slutspurten på koncerten efterfulgt af en fænomonal version af The Man You're Tuggin' In, hvor Henrik Hall igen bistod på scenen med masser af mundharpe og bandet virkelig spillede sig ud – lige så spilleglæden drev ned af vægende helt ned på bagerste række. Ekstranumrene blev afsluttet med en ligeledes kraftfuld Outside Looking In, hvorefter Boat Man Love kunne modtage de tilfredse publikummers taktfaste klapsalver.
Tracklist
The Sweet Rush And The Price To Pay
A Crime Being Me
How Beautiful You Are
Bette Noire
I Can't Save Your From Yourself
My Pretty Blue
I'd Rather Lie Awake Than Wake Up Dead
Heartful Of Soul (cover)
Only Love Can Save You Now
Happy
Forgive Me If I Don't Forget
Blue (cover)
Who Will You Love If You Don't Love Me
The Man You're Tuggin' In
--------
Will I Ever Learn
Outside Looking In
| Kommentar |
|























