Nyhedsbrev




Markeds Oversigt

Anmeldelse af The Blues Brothers HITS, Train 06.03.2010

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Bands

Anmeldt af Jakob Edut

Lad det være sagt med det samme. 
Film skal ses i biografen eller hjemme foran fladskærmen. Ikke på et køligt Train med dårlige siddeforhold, skidt lyd, ingen tekstning og et publikum, der er kommet for at høre musik, og derfor snakker højrøstet ind over filmen. Som stor fan af John Landis’ kultfilm ”The Blues Brothers” fra 1980, var det derfor trist at opleve at filmen, der er spækket med fantastiske one-liners, gæsteoptræden af de største blues-stjerner og rendyrket slapstick-komik, ikke fik den opmærksomhed, den fortjente på Train denne aften. 

Dog var der ikke tid til at ærgre sig længe, for knap var filmen ovre, førend de velkendte toner fra Blues Brothers introen ’Can’t Turn You Loose’ væltede ud over scenen. Tæppet gled til side, og på scenen stod det 11 mand store band klar til at underholde publikum. Der var bestemt lagt op til den helt store Rythm n’ Blues Revue på Train.

Soul uden solbriller og sjæl
HITS havde på forhånd adviseret denne artikels skribent om, at aftenens fokus ville være på det musikalske og ikke så meget på showet. Og HITS ER møg-tight! Bandet svinger hårdt som Tivoli Frihedens flyvende tæppe, og Sune Rahbæk og Ejner Miranda-Dams gyngende bund forplantede sig hurtigt til publikum. Over 500 billetter var blevet langet over disken, så efterhånden som sikre hits som ’Soul Man’ og ’Jailhouse Rock’ blev serveret, blev pladsen foran scenen trangere og trangere. Bedst blev det dog, da guitarist og sanger Mike Andersen gik på scenen, og leverede en lækker fortolkende version af Junior Wells-nummeret ’Messin’ With The Kid’.

Hvad Andersen gav i vokal og indlevelse, blev dog ikke helt fulgt op af d’herrer Eskild Dohn og Bjarne Langhoff, vis vokale performance virkede en del mere rutinepræget og uden sjæl. Ikke nok med det, gik der heller ikke længe før både hat og solbriller var faldet hos sangerne. En eklatant brøler, hvis illusionen om en Blues Brothers koncert skulle holdes. Fy!

På Flip Flop And Fly fik den tre mand store blæsersektion endelig rum til at vise, hvad de duede til - og det var bestemt ikke så lidt. En hæsblæsende sax/guitar chasesolo fik for første gang denne aften publikum til at bryde ud i spontant bifald. Efterfølgende blev messingen holdt glødende, da blæserne leverede lækre soli i ’Sweet Home Chicago’.

Første sæt blev lukket med ’Respect’. Souldronning Aretha Franklins kvindesagshymne, oprindeligt skrevet af fra Otis Redding med maskulint fortegn, men lørdag aften serveret af Ena Egelund (Poul Krebs, Karen Busck m.fl.). Selvom publikum jublede ved starttonerne af den velkendte crowdpleaser, var der ikke meget soul at hente i Egelunds lidt skingre fortolkning, der til lejligheden blev bakket – lidt kikset – op af et mandligt ’juhu’-kor.

Corny koreografi og twist på balkonen
Baren på Train blev godt besøgt i pausen. Publikum, der bestod af både unge og gamle, insisterede på en fest, og genhøret med ’Peter Gun Theme’ fra filmen blev modtaget med taktfast klappen fra gulvet. Langhoff og Dohn kom atter til syne i den obligatoriske Blues-uniform: Sort jakkesæt, hvid skjorte, sort slips samt hat og Ray Ban solbriller. I en fælles koreografi vandrede de ud og ind af scenen, og som publikum kunne denne lille gestus, nemt få publikum til at håbe på, at anden del af tribute-showet ville byde på lidt mere... show.

Det blev dog ikke helt tilfældet, hvilket var synd og skam. Gode takter, som da koret f.eks. kastede sig ud i en corny koreografi til ’634-5789’ virkede ellers hamrende godt, og netop denne legen med klichéerne og styrkelse af revy-effekten er det, som blandt andet har fået Danmarks andre dygtige Blues Brothers kopiband til at vinde publikum over gang på gang. Den slags ’tosset’ overskud  var i den grad fravalgt hos HITS, der til gengæld gav den alt, hvad rammer og tøj kunne trække, på den musikalske front.
Aftenens stjerne blev dog Mike Andersen, der i andet sæt fik sin guitar til at græde trøstesløst, mens hans fortolkning af ’Shotgun Blues’ gennemsyrede lokalet af selvmedlidenhed i smukke nuancer af blå. Uden tvivl aftenens højdepunkt.

Også Ena Egelund formåede at få oprejsning, da den spinkle kvinde leverede et soulstinkende pletskud med ’Think’, og da HITS lukkede festen med Ray Charles-hittet ’Shake A Tail Feather’ blev der sunget med og danset twist, både på Trains balkon og overalt på dansegulvet.

Generelt blev Jake, Elwood and the Blues Brothers Bands 30 års-dag fejret behørigt på Train denne aften, men det stod dog lysende klart, at selvom musikken fra filmen stadig holder i dag – og blev serveret næsten spot on af HITS - så er det først når musikken, showet, solbrillerne, bandet og publikum går op i højere enhed, at magien opstår. Så er det, at man snupper en smøg fra den krøllede pakke, retter på hatten, kigger på uret og siger til sig selv: ”It's a 106 miles to Chicago, we've got a full tank of gas, half a pack of cigarettes, it's dark outside and we're wearing sunglasses... hit it!


Setlist:

Into/Can’t Turn You Loose
Hey Bartender
Soul Man
Jailhouse Rock
Messin’ With The Kid – feat. Mike Andersen
Flip Flop And Fly – feat. Mike Andersen
Sweet Home Chicago
Theme From Rawhide
Going Back To Miami
R.E.S.P.E.C.T
Outro/Can’t Turn You Loose

PAUSE

Intro/Can’t Turn You Loose
Peter Gun Theme
Everybody Needs Somebody
She Caught The Katy
Almost
Do You Love Me
Shotgun Blues – feat. Mike Andersen
Gimme Some Lovin’ – feat Mike Andersen
634-5789
Who’s Making Love
Think
Outro/Can’t Turn You Loose

Encore:
Minnie The Moocher
Shake A Tail Feather - feat. Mike Andersen
Outro/Can’t Turn You Loose

På scenen: 

Eskild Dohn – Vokal & Harpe
Bjarne Langhoff - Vokal
Ena Egelund - Vokal
Sune Rahbek - Trommer
Ejner Miranda-Dam - Bas
Mike Andersen – Guitar & Vokal
Sune Haansbæk - Guitar
Stephen Nørrelykke – Keys & Kor
Nikolaj Bøgelund - Trombone
Michael Bladt - Sax
Rasmus Bøgelund - Trompet

The Blues Brothers HITS er dannet specielt til Train aftenen og spiller udover Train, kun et job mere i 2010. Nemlig på Danmarks Smukkeste Festival.
Kommentar
Søg RSS
Kun registerede brugere kan skrive en kommentar!

3.26 Copyright (C) 2008 Compojoom.com / Copyright (C) 2007 Alain Georgette / Copyright (C) 2006 Frantisek Hliva. All rights reserved."