Anmeldt af Fif Beck, sanger og entertainer

Blot nostalgi eller en rigtig koncert?

Med blandede følelser trådte jeg ind i salen for at opleve et gammelt hæderkronet band, der har eksisteret siden 60’erne. Skulle jeg nu udsættes for noget has-beens-ynk, der lige skulle vride klejnen en sidste gang for at hive lidt ekstra aldersrente hjem ved at spille på hine tiders storhed, eller var ville Manfred Manns Earthband formå at vise, de stadig har noget gedigent at byde på? Salen var proppet, og naturligvis var de grå eminencer rigeligt repræsenteret, men faktisk var der publikum i alle aldersgrupper.

Tunge kommpositioner

Bandet kom fashionable late på scenen og lagde forsigtigt ud med lidt rustne stemmer i Spirits in the Night. Guitarsoloen lod dog ane forhåbning om en behagelig aften.  You’ll come around blev pumpet godt i gang af  Steve Kinch solide bas, men tabte pusten noget i de ellers så smukke klangflader, der kendetegner bandet. Men så brusede Mick Rogers guitar igennem i et flot crescendo, og der begyndte så småt at komme form på aftenens koncert. Musikken med dens mange temposkift og vekslen i karakter kan være svær at få til at fungere ordentligt live, og bandet var kommet på arbejde. De syrede 70’er-udbrud dukkede jævnligt op, Gud ske lov uden at blive pastiche, og vi slap også for patetiske 60’er-kavalkader, som jeg, som før omtalt, havde frygtet noget. 

Noget på hjerte og stor musikalitet.

Det var i det hele taget et band, der ville noget og stadig har noget på hjerte. Skønt at høre Manfred Mann folde sig ud på sin elskede moog og gerne i skøn harmoni med Mick Rogers eminente guitarspil. Vokalen blev overvejende varetaget af Peter Cox, der udover sin egen solokarriere også spiller på 26. år i Go West. Hans stemme spænder bredt, og han demonstrerede fine nuancer; især i falsetten.

I det hele taget var det yderst kompetente musikere, der var på scenen for at spille musik og ikke bare fyre teknisk lir af. Ikke desto mindre må jeg fremhæve Mick Rogers suveræne og teknisk krævende guitarspil. Hvis det spilles på den rigtige måde, er det et fantastisk sexet instrument, og hr. Rogers skuffede ingenlunde!

Steve Kinch bevarede et cool overblik i en fyldig og groovy bass; også på vokalen, såmænd. Samspillet mellem ham og Jimmy Copley på trommer udgjorde det stabile fundament til de flotte klangflader, Mick Rogers og Manfred Mann præsenterede os for sammen med Peter Cox’ vokal. 

Jimmy Copley imponerede alle ved at gennemføre koncerten med det ene ben i gips. Det må man tage hatten af for. Hochachtung! 

Koncerten bød også på reminiscenser fra Bruce Spingsteens Dancing in the Dark, der moduleredes over i House of Rising Sun. Steve Kinch trykkede den af i bassoloen og med sin dybe basvokal. Efter at have tangeret House of Rising Sun moduleredes igen elegant tilbage til Dancing in the dark.  

Den fælles koncertfølelse kom først for alvor i gang med Blinded by the Light, hvor rødspætterne kom i vejret blandt publikum.

Aftenens ubetingede glansnummer 

Som Nancy Senatra en gang sagde: ”They’d throw stones after me if I didn’t sing These Boots are made for Walking”. På samme måde var det med Mighty Quinn. Ingen havde vel for alvor forestillet sig en koncert med Manfred Mann uden den.  Men som det sig hør og bør, så blev den først elegant tryllet frem i ekstranummeret. Fræk, elegant og charmerende lod Manfred Mann os ane de spæde starttoner på sin moog i sit ”præludium”. Lidt lir blev der også plads til med et hint til Do Wa Didi; nærmest som en parodi på sig selv. Hele salen brølede velvilligt med og hujede fornøjet: ”You ain’t see nothing like the Mighty Quinn”. Listigt slog bandet over i Sex Machine, inden vi skrålende vendte tilbage til Mighty Quinn. 

Charme, selvtillid og lækre akkorder..

Skønt mange fine finesser og musikalske højdepunkter nåede koncerten dog aldrig rigtig at komme helt op at ringe. Men det vil jeg tillade mig til dels at tilskrive de publikummer, der ejendommeligt nok havde mere travlt med at snakke – højt, end at lytte til musikken. Det kom jo til at gå ud over os, der gerne ville lytte – til musikken og ikke det talende publikums seneste meritter, der bestemt mere egnede sig til den udmærkede bar uden for koncertsalen.

Samlet set efterlod Manfred Manns Earthband et sympatisk og gennemmusikalsk indtryk. Det kan knibe lidt med at få nogen af de tunge kompositioner til at fungere live, men så meget desto mere nyder man de raffinerede finesser, der hyppigt tonede frem. Jeg ser frem til at skulle anmelde den næste Manfred Mann koncert og skulle måske få fikset et interview ved samme lejlighed.

Kommentar

Søg RSS

3.26 Copyright (C) 2008 Compojoom.com / Copyright (C) 2007 Alain Georgette / Copyright (C) 2006 Frantisek Hliva. All rights reserved."