Anmeldt af Mette Vriborg Nielsen

 

Salen på Train var fuld – propfuld – og der var blevet meldt udsolgt til storcharmøren Rasmus Seebach og hans opvarmnings prinsesse, den endnu ikke så kendte men pladeaktuelle Nabiha.

Alle var max klar på at få hældt smør i ørene og guf i øjnene, så stemningen blandt de fremmødte (- der rundt regnet var 99 % tøser fra Århus (og meget af oplandet), med gennemsnits alderen på omkr. 25-45), var rigtig god!

… showet gik i gang, scenen var mørk, og man kunne kun lige se enkelte oplyste elementer. Et par fyre kom på scenen, den ene er keyboardspilleren og han kicksparkede ballet i gang med et par lækre toner fra hans synthesizer/mixer… 

Ud af mørket dukkede der er lille kvinde frem, og hun lignede mest af alt én, der lige er kommet ind med flyveren fra New York, med stort kæmpe hår med guldglimmer i, lysende palliet bluse, lækkert mellemrum mellem tænderne - og hvad der viste sig at være en stor og absolut fejlfri stemme – uanfægtet at hun dansede rundt på scenen! Og så gav hun den ellers gaz – Nabiha style!

Hvis man skal sammenligne hende med nogen, kunne det måske være Ida Corr, men hun er alligevel sin egen og rigtig cool - men det var tydeligt at mærke, at folk ikke rigtig kendte hende, selvom hun og bandet optrådte, som havde de aldrig gjort andet!

Publikum skulle lige lytte hende an, og da hendes radiohit ”Deep Sleep” kom på, kunne man næsten mærke et kollektivt ”nååe, det er hende!” i salen, og folk rokkede med og var glade.

Nabiha har en fed, cremet stemme, lidt Motown- på en 2010 agtig måde, og hendes blanding af rock, R’n’b, soul og elektronisk musik er helt sublim. Og undertegnede spår en stor fremtid for hende!

Pausen mellem koncerterne virkede uendelig, og folk kunne næsten ikke vente længere – derfor havde mange af oplandstøserne brugt pausen til at hælde et par xtra Mokai og Sommersby indenbords, hvilket blev tydeligt senere under koncerten.

Men endelig kom Rasmus Seebach på og både ham, korpigerne og resten af bandet var spændt op (mest korpigerne, for de var sku' foxy!), og de lagde godt ud med sangen ”Lidt i fem” - nogle funky, fede rytmer, god energi og publikum (pigerne altså) skreg og var ellevilde efter den karismatiske og super hotte forsanger. 

 

Rasmus Seebach vandt hurtigt alles hjerter med hans lækre stemme og sangen ”Den anden side”, hvor hele publikummet sang med, og som han havde rigtig god kontakt med - bl.a. ved de høje 5ere fra scenekanten han sendte til alle, der havde hænderne fremme og som var oppe ved scenenkanten. Og han roste os da også lige ved at sige, at de (bandet) var stolte af, og at det var en stor oplevelse for dem at være der, og at vi skulle være søde mod hinanden”, hvorefter de spillede ”Under samme sol”, der netop handler om at vi alle sammen skal være her, og de problemer, der (desværre) er i samfundet, hvilket er meget godt ramt – lidt i stil tekstmæssigt alla Natasja’s ”Timerne går”– lidt samfunds kritik, som der ifølge undertegnedes mening gerne måtte komme lidt mere af.

 

Tøserne var også glade for sangen, og stod med drømmende blikke mod scenen, Rasmus og også guitaristen, der kvitterede med en lækker guitarsolo – helt Guns’n’Roses style… Man blev ihv. næsten helt henført til halbal i sen90’erne, hvor man som ung tøs drømmede sig til kærlighed og langhårede fyre, mens de spillede kinddans-sjæler-sangene i højtalerne.

Den dejlige lune, romantiske atmosfære og bobbel, som vi alle efterhånden var kommet ind i, blev bare bedre og bedre, og da bandet satte sig i rundkreds på scenen, og gav os en akustisk version af ”Glad igen,” der lidt Extreme’s – ”More than words”-agtigt blev fremført, blev der hældt direkte creme og sukker i ørene!

Jeg siger det nu én gang for alle: Rasmus Seebach’s cd er simpelthen et must-have-item i ethvert tøsehjem! Ihv. og måske også kun hvis man har en lille romantiker inde i sig, et stort håb og et stort hjerte!

Efterhånden var det blevet så varmt i salen, (muligvis fordi at alle pigehjerterne lige bankede lidt xtra hurtigt), at alle var ved at smelte, og Rasmus Seebach hev da også et håndklæde frem (som de fleste foran nok hemmeligt håbede på, ville blive smidt ud til dem efter han havde brugt det), mens han fortalte om den næste sang, de ville spille, nemlig sangen ”Til dig”, der skulle have været en sang, der ikke skulle have handlet om kærlighed, men om noget helt andet – men som alligevel endte med at være om kærlighed. Dernæst gik bandet ud, og vi var alene med Rasmus Seebach en sangs tid, som satte sig hen til sit klaver, og på bedste Gavin Degraw vis spillede ”Engel”.

Der er mange mænd, som ikke kan snuppe Rasmus Seebach og hans musik, og hvad jeg efterhånden har erfaret er landet delt op i 2 vedr. sangeren. 

 

Mændene ser ham som en trussel på deres mandighed, og mange mener, han ikke har et gran af mand i sig, og for at være for blød – og det er da også en sød historie: kendt musiker/mand får søn, søn vokser op, søn mister far, søn begynder selv at lave musik, bl.a. om sin kendte far, og får nu selv succes – det er da en meget god historie?

 

Derudover mener nogen, at han er lidt sødsuppe agtig, og måske spinder lidt for meget guld på at have en kendt musiker-far (var der nogen, der sagde ”Jantelov”?), og hans repetoir og materiale er lidt for tamt, tyndt og ensformigt, altså med det samme tema og rytme, og uden overraskelser, og jeg vil delvist give dem ret. 

 

Men på den anden side skal man jo også starte et sted, og med den fart Rasmus Seebach har på, og den lynkarriere i rampelyset han har haft siden før nytår, bliver det jo spændende, hvad det ikke kan føre til og med sig på længere sigt! 

Ihv. er vi flere, der ser frem til at høre mere fra hr. Seebach junior, og hvad han vil give os næste gang…

Generelt var aftenen ikke bare i musikkens tegn, men den blev også bygget op af grundstenene følelser på følelser på følelser – en stor eksplosion og farvelade af nydelse, kærlighed, hygge, stemning og håb om at romantikken stadig lever, og at der rent faktisk findes mænd som Aiden og Rasmus Seebach derude - og det er jo egentlig en helt rar tanke.

Efter ”Engel” kom der lidt mere gang i musikken med bl.a. ”Sig jeg skal”, hvor vi fik af vide at vi skulle tage vores telefon frem og skrive til én vi holdt af, at vi elskede dem – hvilket vi selvfølgelig gjorde, når hr. Seebach siger det – og hvor derefter en skov af hænder kom i vejret.

 

Derefter spillede de ”Natteravn”, og ”Den jeg er,” og hænderne vajede hypnotiskt fra side til side – og så som afslutning fik vi et ”1000 tak for en hyggelig aften, vi ses…”

- Troede vi – for ikke lang tid efter kom bandet ind igen, og startede med et mystisk nummer, som ikke var på pladen – men hov, var det ikke lige et Tommy Seebach nummer!? – præcis, det var ”Disco Tango” alla Rasmus Seebach style – en tung og grovkornet version af det glade disco 80er nummer, og det sparkede røv! – Fed måde at fortolke en klassiker på! Desværre var det lidt for længe siden oplandstøserne havde hørt nummeret, og de var på dette tidspunkt nok også lidt for stive til at kunne huske teksten (ihv, hvor undertegnede stod), så hr. Seebach måtte hurtigt give op med at lade publikum synge omkvædet, og synge det selv.

Derefter gav de os ”Engel” igen og Rasmus gav igen 5 svin til de heldige publikummer, der stod forrest ved scenen hele vejen henover. Dette er desværre det sidste vi hørte til ham denne aften, og bandet gik fra scenen...

Boblen bristede og den tætte, sikre, hyggelige og romantiske sfære blev revet i stykker på Train, da Danseorkestret pludselig bragede ud af højtaleren, og folk fortrak fra dansegulvet…

Koncerten var officielt slut, og så tog vi derfra – bare en lille smule mere forelskede end vi var, da vi kom…

Kommentar

Søg RSS

3.26 Copyright (C) 2008 Compojoom.com / Copyright (C) 2007 Alain Georgette / Copyright (C) 2006 Frantisek Hliva. All rights reserved."