Anmeldt af Palle Schultz

Det var ikke med det store forhåndsbekendtskab, at jeg tog på Train for at høre Nabiha og Rasmus Seebach. 

Som de fleste, blev jeg fanget af Nabiha's 'Deep Sleep' single og har da også hørt et ekko af Rasmus Seebach's 'Engel'. 'Min Engel, MIn Engel, Min Engel, For evigt, for evigt, for evigt' osv. Den eneste forhåndsbelastning, må være min livslange flirt med musik og udøvelsen af den. Det giver et sæt ører der måske er en kende mere analytiske end det brede publikum. 

Med præmissen etableret, må vi hellere se at komme inden døre og få hørt hvad der foregår på Train, her midt i vinterkulden. 

Ikke uventet, var der en veritabel kødrand foran Train til den udsolgte koncert. Kønsfordelingen var heller ikke til at tage fejl af, oplands-trunterne var i overlegent flertal og havde øjensynligt taget fri fra hverdagens pligter og faste parforhold, for at udleve en romantisk fantasi og være syndig i tanken, for en aften. Der var i hvertfald ingen tvivl om at Rasmus Seebach's kundesegment var mødt op til koncerten og havde sat sig for at få maksimal valuta for pengene. 

Men inden det forventningsfyldte publikum kunne få Seebach på scenen, skulle opvarmingskoncerten lige overståes. Det enorme reklamebanner blev hejst op under loftet, keyboardisten listede sig ind på scenen og satte gang i noget man ikke kunne høre, for baggrundsstøjen fra de mange fremmødte. Kort efter fandt trommeslageren sig til rette og Nabiha trådte frem, på den plads der var overladt til opvarmningen. 

Fra første tone, første sekund og første slag på stikken, var Nabiha's halvtimes koncert, stålsat og sikker. Med varme og overbevisning fremførte hun sit sæt. Progressionen virkede som var den skræddersyet til aftenen, folk blev grebet og Nabiha fik et meget velfortjent medlevende publikum. Nabiha's stemme snørklede sig legende omkring de elegante arrangementer og havde ikke brug for den, af X-Factor berygtede, Autotune, en dygtig sanger som Nabiha, synger ikke falsk, sådan er det bare! 

Hendes stemme har en lækker tekstur bakket op af et fagligt niveau, der får det svære til at lyde let. Jeg har altid undret mig over termen 'International klasse', men her foran Nabiha, kommer man uværgerligt til at forstå det. 'international klasse' må være, en kunstner der er så overlegen, at man føler en tryghed ved hende, fordi man efter første tone, ikke forventer at noget kan gå i stykker. Det er en anderledes oplevelse end feks. at høre på den Engelske guitarist Jeff Beck, der konstant bevæger sig på randen af en kakafonisk katastrofe, men altid får den reddet hjem og gør alt det forudgående til en fantastisk opledning til pointen. Jeff Beck er 'farlig', hvor man føler sig tryg i havn med Nabiha. Jeg ved ikke om den tryghed kan trigge kedsommelighed, det kan det have tendenser til det på Nabiha's album 'cracks', hvor produktionen er helt uden farlighed og livesættet's fremdrift. Men live, der spiller det perfekt og trygheden bliver en fornøjelse.

Nabiha afsluttede sit sæt med stor publikumsjubel og jeg troede det overgik hvad Rasmus Seebach kunne forvente. For mit vedkommende var Nabiha aftenens højdepunkt, opvarmingen var i den grad lykkedes. 

Fotograf: Palle Schultz

Da lyset tændtes til Rasmus Seebach blev oplandstrunterne overtændte, jeg fandt også hurtigt ud af at det var forbundet med en hvis fare, at bevæge sig rundt i fotografpitten foran scenen, hvilket jeg fandt ud af, da jeg kort stillede mig op, for lige at få nogle billeder der var knapt så frøperspektiverede, som når man kravlede rundt på gulvet for ikke at komme i vejen for de længselfyldte blikke. 

De 3-4 sekunder jeg frarøvede en lidt yngre truntes udsyn, var bestemt  ikke noget der passede hende. Hun stak efter ca. 0,5 sekunder i et næsten psykotisk anfald og skreg med en hidtil uhørt styrke i et for mig helt ukendt skingert toneleje 'SÆÆÆT DIIIG NEEEEEED!' Jeg var på en måde glad for at hun ikke stod i 2. geled og skulle trækkes med en foranstående tilhører, for det var helt sikkert, at hun forventede maksimalt udbytte af oplevelsen og Rasmus Seebach. Man skulle i hvertfald ikke frarøve hende så meget som et halv sekunds visuel kontakt med frontfiguren, så jeg sank efter et par billeder ned i glemslens mørke og hengav mig til aftenens opgave; Hvad er det ham der Rasmus han kan og hvordan kan man ramme så specifik en type publikum, der kan synge med på hver eneste stavelse af samtlige numre?

Rasmus Seebach's materiale, har jo uden tvivl ramt. Lidt på samme måde som Nik og Jay ramte et lidt yngre truntesegment, har Rasmus Seebach ramt det lidt mere satte oplandsklientel, hvis man skal dømme ud fra aftenens fremmøde. Med enkelte undtagelser, er vi sådan ca. fra midt 20 til midt 30, meget energiske og med et indgående kendskab til hele sangpalletten. 

Både Nik og Jay og Rasmus Seebach, benytter et meget mundret sprog og teksterne er ikke som sådan metaforiske eller udlagt til tolkning. Man kan bedst sammenligne det med den meget berømmede Country & Western stil, hvor en historie bliver fortalt ganske ordret. Man er også gået væk fra den lidt 50'er agtige rigsdanske måde at sige feks. 'Ikke' på og synger 'ikk'' også selvom der er pause bagefter, hvor man godt kunne synge ordet færdigt. 'Baby jeg var solgt li' fra start. Du var min drømmepii'. Moderne sangsjællandsk måske?! 

Uanset hvad man må mene om denne omgang med vores danske sprog, er det leveret med sikkerhed og overbevisning. Der er ingen slinger i valsen, bandet leverer nøjagtigt hvad man kunne forvente, hverken mere eller mindre, koret stemmer og Rasmus Seebach, distancerer sig fra Dansktop genren, ved netop at agere med et moderne backtrack. Her i form af påklædning, attitude, band og en publikumskontakt der minder mig lidt om L.O.C. Der blev slappet 5 med første række og staturen og kropsattituden var selvsikker og selvbevidst. 

På trods af det meget moderne setup, var en forbavsende stor del af numrene i den moderate romantiske ende. Lidt langsomt og ville for enhver anden, være lidt af en dødssejler. Men i kraft af et ekstremt loyalt, medlevende og syngende publikum, kunne det ikke få sættet til at falde fra hinanden.

Personligt var det svært at blive grebet. Jeg vil gerne overraskes af arrangementer der flytter sig fra hvad man forventer, en udfordring af melodistemmen, med lidt alternative akkorder til at udfordre den, nogle uventede beats og breaks, til at kante det hele lidt. Men det skete kun én gang. Som ekstranummer, forlod bandet for en stund de stensikre og meget brugte virkemidler og spillede en sublim version af Tommy Seebach's Disco Tango. De startede nummeret og spillede et par strofer og skulle så, til min store overraskelse, lige høre publikum om det var ok! Da responsen var i orden, spillede de en lidt forkortet version, nærmest i metalstil, med vilde breaks og masser af power, dog uden den vilde distortion man forbinder med metal. Men nerven var der! Da dén overraskelse var overstået, var vi tilbage igen og Seebach spillede 'Engel' for anden gang og aftenen sluttede med autografskrivning på plakater, trøjer, arme og givetvis også anden hud. 

Jeg forhørte mig lidt om hvad der tilvejebragte denne lidt overfladiske forelskelse, som lod til at have ramt, hver eneste kvindelige tilhører. Efter lidt gransken og spørgsmål, tror jeg at jeg har regnet ud hvad der gør det; Romantik + musik + scene + mikrofon = kvindelige publikumer der bliver helt skruk. 

Altså kort sagt, vil du være populær og eftertragtet blandt selvstændige danske kvinder, skal du være sanger og du behøver ikke engang være mand.

Skal man konkludere på denne aften, må det være at Nabiha har en lysende karriere foran sig. Det bliver helt givet en international en af slagsen. Jeg håber inderligt at hun ikke bliver slugt af maskinen og at hun bevarer sin åbenlyse ydmyghed overfor musikken. Som musiker er det dén ydmyghed, der holder én levende og nysgerrig. 

Rasmus Seebach hár en lysende karriere og udfordrer han sine arrangementer og sin besætning, kan det blive helt spændende. Personligt blev jeg ikke ramt, men det er trunterne helt givet, fuldstændigt resistente overfor og fred være med det - Der skal være noget til os allesammen og det kan være at de arrangementer, der vil få mig til at hoppe, vil få oplandstrunterne til at sive….

Det er jo bare musik.

 

Fotograf: Palle Schultz

Kommentar

Søg RSS

3.26 Copyright (C) 2008 Compojoom.com / Copyright (C) 2007 Alain Georgette / Copyright (C) 2006 Frantisek Hliva. All rights reserved."